Regeringen forbyder lette plastikbæreposer

Vi skal blive bedre til at bruge plastikbæreposer igen og igen. Derfor forbyder regeringen nu de tynde, lette plastikbæreposer, som sjældent genbruges.

Regeringen afliver nu de tynde lette bæreposer, som vi ofte får, når vi køber kød hos slagteren, grønt hos grønthandleren eller pizzaer. Samtidig skal det være slut med at uddele bæreposer gratis, uanset hvilket materiale de er lavet af. Det fremgår af regeringens plastikhandlingsplan.

– Vi skal væk fra brug og smid væk. Derfor forbyder vi de poser, som typisk ikke bliver genbrugt. Plastik bliver kun meget langsomt nedbrudt i naturen, og ender i værste fald i verdenshavene, hvor det skader især det marine miljø. Men plastik er samtidig et fantastisk materiale til at pakke eksempelvis vores fødevarer ind i, så de holder længere. Derfor skal vi slå ned på det plastik, som vi kan undvære, og her er de tynde, lette bæreposer et oplagt sted at begynde, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse i dag.

Slut med gratis bæreposer
Regeringen vil også forbyde uddeling af gratis bæreposer. I stedet vil forbrugeren skulle medbringe sin egen pose eller købe en tykkere pose, som kan genbruges flere gange. Forbrugerne vil derfor fremover skulle betale for alle typer bæreposer med hank, også i f.eks. tøjbutikker, hvor de i dag ofte er gratis. Miljø- og Fødevareministeriet vil samtidig indgå en frivillig aftale med Dansk Erhverv, Coop og andre om at halvere danskernes bæreposeforbrug inden 2023.

– Forbrugeren kan selvfølgelig stadig købe en pose til sine varer, men fremover vil posen koste penge, og derfor vil du og jeg aktivt skulle beslutte, om vi virkelig har brug for en pose. Det er mit håb, at det vil få os alle til oftere at vælge posen fra, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

– Coop har allerede taget flere skridt for at sikre et mere bæredygtigt bæreposeforbrug. Vi er i gang med at skifte vores sortiment af bæreposer ud til mere klimavenlige bæreposer i alle vores 1.100 butikker, og vi har foræret 700.000 slidstærke genbrugsposer til vores medlemmer. I fremtiden skal vi nemlig sælge flere miljøvenlige genbrugsposer og færre engangsposer, genbruget er nemlig det afgørende parameter for miljøet. En halvering af bæreposeforbruget er ambitiøst, men vi er overbeviste om, at vi kan få de danske forbrugere med på den, siger Signe Frese, CSR- direktør i Coop.

– Detailhandlen ønsker at bidrage til at nedbringe det unødvendige forbrug af bæreposer og samtidig sikre at brug af bæreposer sker mest muligt miljøforsvarligt og bæredygtigt. Vi skal sikre den størst mulige grad af genbrug og genanvendelse af bæreposer med hank uanset materialetype. Regeringens initiativer og den frivillige aftale vil styrke vores muligheder for, at vi sammen kommer i mål, siger Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Forbuddet mod lette plastikbæreposer er blot et af en række initiativer i regeringens plastikhandlingsplan.

Fakta om forbuddet mod tynde plastikbæreposer
• Forbud mod tynde plastikbæreposer med hank til transport af varer, da disse ofte ikke genbruges. Forbuddet omfatter ikke de plastikbæreposer, du kender fra kassen i supermarkedet, da disse typisk er lavet af tykkere materiale og derfor kan bruges igen og igen.
• Forbud mod uddeling af gratis bæreposer med hank (uanset størrelse og materiale) betyder, at du fremover skal betale for alle dine bæreposer, uanset størrelsen og materialet.
• Frivillig aftale mellem Miljø- og Fødevareministeriet, Dansk Erhverv, Coop og andre om en halvering af forbrugernes bæreposeforbrug inden 2023. Erhvervet vil sammen med Miljø- og Fødevareministeriet bl.a. sætte en oplysningskampagne i gang rettet mod forbrugerne, som vil understøtte budskabet om at genbruge bæreposer.
• I dag bruger vi ca. 80 plastikbæreposer pr. person om året i Danmark. Der er indført en afgift i 1993 på plastikbæreposerne, og denne afgift har været medvirkende til, at vi næsten har halveret forbruget.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: