Youtube/Twitter/Instagram: Influencer-bureauer omsætter nu for over 100 mio. kr.

14 virksomheder, der arbejder med markedsføring med hjælp fra såkaldte influencere, har mere end fordoblet omsætningen på under to år. Det fremgår af en ny analyse om influencer-bureauer, som Slots- og Kulturstyrelsen har udarbejdet.

Podcast, video, foto og meget mere anvendes af de såkaldte “influencere” – mød dem på Youtube, Instagram og Twitter. De omsætter for mere end 100 millioner om året. Foto: Erik Egvad Petersen

 

Influencere, som for eksempel Instagram-fænomenet Rasmus Kolbe, bedre kendt som ”Lakserytteren”, og YouTube-stjernerne Julia Sofia og Alexander Husum, har på få år hver især fået mere end hundredetusinde følgere på sociale medier som Instagram, Facebook, Snapchat og webportalen YouTube.

 

Og netop influencernes rækkevidde og popularitet er guld værd for virksomheder, der gør brug af influencere i markedsføringsøjemed. Det fremgår af Slots- og Kulturstyrelsens nye analyse ”Kort Nyt: Influencer-bureauer”, der viser, at virksomheder, som specialiserer sig i markedsføring med hjælp fra influencere, har formået at øge både omsætningen og beskæftigelsen markant på kort tid.

 

De 14 virksomheder med speciale i influencer-markedsføring, som indgår i styrelsens analyse, omsatte i den seneste årsperiode (3. kvartal 2017 til 2. kvartal 2018) for i alt 108 millioner kroner. Det er mere end dobbelt så meget som i 2016, hvor årsomsætningen lå på 46 millioner kroner.

 

Samtidig øgede virksomhederne beskæftigelsen fra i alt 37 årsværk i 1. kvartal 2016 til 76 årsværk i 2. kvartal 2018.

 

Specialkonsulent Anders Sebastian Kauffeldt, Slots- og Kulturstyrelsen, siger:

”Analysen viser, at de virksomheder, som medvirker i analysen, og som alle primært arbejder med markedsføring ved hjælp af influencere, på kort tid har formået at øge både omsætningen og beskæftigelsen markant. Udviklingen er interessant, fordi den finder sted på platforme som for eksempel YouTube og Instagram, der står uden for det etablerede, danske annoncemarked. Samtidig står mange af de traditionelle mediers samlede annonceomsætning i øjeblikket stille eller er faldende.”

 

Analysen baserer sig på særkørsler fra Danmarks Statistiks registre på baggrund af Slots- og Kulturstyrelsens udvælgelse af influencer-bureauer.

 

De 14 virksomheder, der indgår i analysen, er:

 

Bloggers Delight, Gonzo Media, Splay Danmark, SMAC Agency, Buzzanova, IAM-Marketing, Social Works, Social Zoo, YoHype, Nylon Studio, Bloggers Point/The Only One, Confetti, Hippo og BASH Agency.

 

Slots- og Kulturstyrelsen offentliggør løbende faktuel viden om danskernes mediebrug, mediernes indhold og mediebranchens udvikling og vilkår under ”Rapportering om mediernes udvikling i Danmark”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: