Bronzepullerter skal sikre Amalienborg Slotsplads

10-09-2019 – Slots- og Kulturstyrelsen er gået i gang med et projekt, der skal sikre, at Amalienborg Slotsplads bliver mere fredelig og sikker at færdes på for både turister og beboere i Frederiksstaden.                       

Indgangsvejene til Amalienborg Slotsplads skal sikres med pullerter, og når projektet står færdigt, vil det ikke længere være muligt at krydse slotspladsen i bil, taxa eller bus. Det melder Slots- og Kulturstyrelsen ud i en pressemeddelelse i dag.

Slots- og Kulturstyrelsen har allerede taget hul på projektet, hvor der bliver opsat i alt 13 pullerter i hver indgang til Amalienborg Slotsplads. Pullerterne vil hindre adgang for køretøjer, der ikke har et ærinde på Amalienborg og slotspladsen.

Beslutningen om at opstille pullerterne på slotspladsen sker på baggrund af en sikkerhedsanbefaling fra PET, der i 2017 anbefalede en række hastighedsdæmpende foranstaltninger på offentlige pladser i København. Der har siden 2017 været opstillet såkaldte betongrise ved indgangene til Amalienborg Slotsplads, som nu bliver erstattet af en permanent og smukkere løsning.

Vicedirektør Nikolaj Jensen, Slots- og Kulturstyrelsen, siger: ”Amalienborg er en af de mest besøgte seværdigheder i København, og tusindvis af turister fra ind- og udland færdes i området særligt i sommermånederne, ved kongelige fødselsdage, og når Den Kongelige Livgarde har vagtskifte. Vi skal selvfølgelig sikre, at det er trygt og sikkert at færdes på pladsen, og det er derfor blevet besluttet at opføre en permanent sikring af slotspladsen ved at opstille pullerter ved de fire indgange til slotspladsen, så der er fuldt overblik over, hvem der kører ind og ud.”

Udover at sikre Amalienborg Slotsplads og give turister, beboere i Frederiksstaden og Den Kongelige Livgarde en optimal beskyttelse, når de færdes på slotspladsen, vil der blive lagt ny brostensbelægning ved flere af indgangsvejene til pladsen, og mere end 60 skilte og trafiktavler ved indgangspartierne til pladsen bliver fjernet. På den måde bliver det samlet set en ny, smukkere og mere fredelig oplevelse at besøge slotspladsen både for øjne og ører.

Bronze binder pladsen sammen

De i alt 52 stålpullerter bliver beklædt med bronzekapper, der har en høj, æstetisk kvalitet, og pullerterne er omhyggeligt tilpasset stedet og kommer derfor ikke til at fjerne fokus fra oplevelsen af Amalienborg og slotspladsen.

Vicedirektør Nikolaj Jensen, Slots- og Kulturstyrelsen, siger:

”Det har været vigtigt for os, at pullerterne ikke visuelt forstyrrer oplevelsen af Amalienborg Slotsplads. Derfor har vi valgt et design, der trækker en lige linje fra de bronzebeklædte pullerter til den franske billedhugger Salys rytterstatue i midten af slotspladsen for at ende ved Pomodoros obelisker i Amaliehaven.”

Bronze er et klassisk materiale, som også spiller godt sammen med et moderne design, og pullerterne er designet med indbyggede trafiklys, der afgiver et diskret lys på sene aftener og om natten. Bronzekapperne vil blive monteret på pullerterne i begyndelsen af 2020.

GHB Landskabsarkitekter har været totalrådgiver for Slots- og Kulturstyrelsen på arbejdet med de nye adgange til Amalienborg Slotsplads. Anlægsarbejdet udføres af Scheller, Hougaard & Petersen, og pullerternes bronzekapper udføres af Peter Jensen Bronzestøberiet i Roskilde.

Projektet, der forventes at være afsluttet omkring årsskiftet, er blevet til i et samarbejde mellem Kongehuset, Københavns Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen.

Fakta om projektet

Slots- og Kulturstyrelsen er bygherre på projektet. Det er styrelsen, der er ansvarlig for udvendig vedligehold af Amalienborg og vedligehold af Amaliehaven.

Københavns Kommune er grundejer og vejmyndighed for Amalienborg Slotsplads. Ændringerne af slotspladsen er godkendt i Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Der vil blive opsat i alt 52 pullerter, der bliver overtrukket med en bronzekappe. Valget af bronze binder pullerterne ved indgangspartierne sammen med bronzerytterstatuen af Frederik d. 5., der blev skabt af den franske billedhugger Saly i 1771, og Pomodoros italienske bronzesøjler i Amaliehaven, der blev indviet i 1983.

Amalienborg Slotsplads vil fortsat være gågade-zone, men fremover vil det ikke være muligt for bilister at krydse pladsen. Det vil fortsat være muligt for både cyklister og de lidt større kassevognscykler at cykle over slotspladsen.

Stenene, der bruges til belægning i de nye indgangspartier, er genbrugssten, der stammer fra projekter som for eksempel omlægningen af Israels Plads i København.