CalDav – en af løsningerne når kalenderen skal synkroniseres mellem Iphone, Ipad og den bærbare windows-PC i Outlook

Selvfølgelig kan man løbe rundt med en Mayland-kalender med spiralryg og kuglepen. Ind i mellem måske den nemmeste løsning. Man skal ikke være blind for de lavtekniske fordele. Og så alligevel. Vi har 2020. I højre hånd ligger Iphonen i dag. Et komplet kontor med opdateringsstatus.En Ipad lurer på skrivebordet. Og så er der lige den bærbare Lenovo med Windows 10. Kalenderne skal gerne vise de samme aftaler. De skal synkronisere. De skal opdatere. Systemerne er forskellige og det gælder om at få dem til at snakke sammen. 

 

Møder, møder, møder

 

Exchange til en enkelt bruger er nok lige at skyde gråspurve med kanoner. Og dog. Løsningen bruges i rigtig mange virksomheder her i landet. Man kan købe sig en enkelt licens til kr. 32,- om måneden. Det er Microsoft, der sælger dem. Opsætningen er lidt mere tricky. Man skal dokumentere, at man ejer det pågældende domænenavn. Og ikke med et Nem-Id-kort. Der ligger dog et system næsten klar og uden de helt store omkostninger til affyring i dagens Iphone og Ipad. Og det kan synkronisere sammen med en Windows-PC. Navnet er CalDav. 

 

Gå ind i INDSTILLINGER
→ Adgangskoder & konti
→ Tilføj konto
→ Vælg anden

→ Vælg CalDav

Husk at trykke på arkivere.

 

Du skal bruge et servernavn fra den virksomhed hvor du har din hjemmeside liggende. Det nemmeste af et skrive CalDav i Google efterfulgt af navnet på den pågældende – så vælter der anvisninger frem med det servernavn du skal bruge – derudover skal mail-adressen og password til denne bruges. Og vupti så er første del afsluttet.

Samme operation udføres med Ipad`en.

 

Operationen er lidt større når det gælder PC`en. I det her tilfælde med Windows 10. Der skal lægges et program ind. Det er gratis og kan hentes her:  

 

https://caldavsynchronizer.org/download-2/

 

Programmet lægger sig i toppen af din Outlook. Her skal man så ind og verificere e-mail-adressen og, at det er kalenderen man vil have synkroniseret – man kan indstille synkroniseringen fra 1 minut til 1 time. 

 

Du kan se et halvgammelt videoklip her – principperne er de samme: 

 

https://www.youtube.com/watch?v=kY4NDcdgzEc

 

Selvfølgelig findes der andre og sikkert bedre programmer når man skal have klaret sin kalenderopdatering – og sikkert mange, der er mere sofistikerede. CalDav er efter min mening nem at håndtere og har de redskaber, der skal til og det fine er, at det styres gennem Outlook i en windows-baseret PC som de fleste vel har pga. prisen og samarbejder med Iphone og Ipad. 

 

Og ja, man kunne bare vælge en G-Mail-løsning – den er også gratis. Og bringer rigtig mange gode programmer gratis op på skærmen. Men når man nu har brugt penge på at få sig en hjemmeside, så er det da alt andet lige også et behov for at vise det gennem sin mail-adresse. 

Opdateret 16-07-2020:
Efterfølgende er programmet CalDav blevet opdateret hele tre gange. Og jeg må tilstå, at det virker bedre nu end i starten. Nu er den hjemme, så at sige.

CalDav synkroniserer aftalerne mellem Iphone, Ipad og den stationære og bærbare PC.

Jeg er godt tilfreds.  

 

Erik Egvad Petersen – Jeg er derude…..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: